Strikkecollage
2024
Strikkecollage - en samtale i garn blev til i samarbejde med Dansk Blindesamfund & Rwanda Union Of The Blind. Det mundede ud i et kollektivt billede sammensat af strik fra over 40 forskellige strikkere fra Rwanda og Danmark. Motivet af hænder der arbejder med garn, illustrerede samtidig en bredere fortælling om handicapbevægelser, solidaritet og strik som et identitetsskabende håndværk.
Forud for collagen lå en samtale-stafet hvor strikkerne fra de to lande stillede spørgsmål og fik svar fra hinanden om strik, fremtidsdrømme og forhold for synshandikappede. Dele af disse samtaler blev til sætninger, der bl.a. blev strikket i punktskrift og kunne læses med hænderne som en del af collagen.